Jeg blev inspireret til at skrive bogen i 2009, da jeg stod med min farfars 100 år gamle håndskrevne dagbøger i hånden. Han har utrætteligt ført disse dagbøger under kummerlige forhold ved både Øst- og Vestfronten, hvor han kæmpede på tysk side. Han og mange andre dansksindede sønderjyder blev udsat for ufattelige lidelser i en krig, som de ikke opfattede som deres egen.
Jeg synes, min farfar havde skrevet sine dagbøger, som om det var meningen, de skulle bruges. Der var så meget, som kunne være værdifuldt at bringe videre til eftertiden. Derfor besluttede jeg at skrive en skønlitterær bog, som både handlede om krigen i perioden 1914-1918 og det civile liv i Sønderjylland. Den skulle ikke handle om min farfar, men jeg ville læne mig tæt op ad min farfars oplevelser, og de meget spændende og ærlige beskrivelser, han nedfældede i sin dagbog. Tænk, at min farfar var med til at skrive verdenshistorie! Hvor mange i Danmark kan overhovedet huske, at Sønderjylland overgik til Tyskland i 1864, og at vi første fik det tilbage i 1920 efter Første Verdenskrig? Jeg vil gerne fortælle om, hvordan det var dengang. Det skal ikke glemmes.