Tirsdag d. 25/11 anmeldte Arne Mariager ‘Når solen står højest’ i Jyske medier. Jeg er rigtig glad for anmeldelsen, som du kan læse herunder. Desværre kan jeg ikke vedhæfte artiklen, hvorfor jeg har kopieret teksten:
Pernille Juhls anden bog om en sønderjysk familie i klemme mellem dansk folkelighed og tysk militærmagt rummer både en god historie og en fin tidsskildring
Af Arne Mariager post@arnemariager.dk
Det kan åbenbart lade sig gøre at skrive den ”svære to’er”, så den faktisk overgår etteren. Det har Pernille Juhl gjort med romanen ”Når solen står højest”.
Det er andet bind i serien om sønderjyden Anders og hans kære Marie og deres familie. Nu arbejder Pernille Juhl på den tredje bog i serien. Der skal noget til at fortsætte
den opadgående linje, forfatterskabet har ramt med ”Når solen står højest”. Den første bog i serien, der kom for lidt over et år siden, hed ”Vent på mig Marie”.
Det var historien om mejeristen Anders fra Sønderjylland, der måtte deltage som tysk soldat i skyttegravene under Første Verdenskrig, mange unge danske
sønderjyders skæbne. Anders kom hjem igen, med helbredet i behold. Marie havde ventet på ham. Og i den nye roman fortsætter Pernille Juhl historien om Anders og Marie og deres
børn. Bogen begynder i 1920 og fortsætter frem til 1943. Det er en bog, der kører i to spor. Dels beretningen om familien. Om mejeristen og hans hustru – og om deres
børn. En stilfærdig familiekrønnike kan man sige. Men dog på et område noget anderledes, end hvis historien havde handlet om så mange andre danske familier i denne
epoke. For nok er Anders vendt hjem fra krigen med fysikken i behold. Men de sår, han ikke fik på legemet, fik han på sjælen. Mareridt, traumer. Dengang, i 1920’erne,
satte man ikke det præcise ord på. I dag hedder det posttraumatisk stress. Det påvirker ægteskabet og familien. Og Marie har svært ved at kende den glade Anders
igen – og svært ved at nå ind til ham. Det skildres stilfærdigt, men stærkt.
Nazismen skilte vandene. Romanens andet spor er historien om nazismens udvikling i landet syd for grænsen og de chokbølger det sendte gennem kloden. Og
endnu en gang drages Anders og Marie ind i et stort, internationalt politisk spil, denne gang med endnu mere forfærdelige spilleregler end nogensinde. En krig er
et resultat af politik. Men det er mennesker, der betaler den uhyggelige pris. Marie og Anders, deres børn og øvrige familie kan dårligt forholde sig neutralt
til nazismen, da slet ikke efter den tyske besættelsen af Danmark. Men familiens medlemmer opfatter ikke nazismen på samme måde. Der er familiemedlemmer,
der harmdirrende søger ind i modstandsbevægelsen. Der er andre, bl.a. Anders søn, der melder sig til Frikorps Danmark. I bagklogskabens lys kan
alle se, hvem man burde have taget parti for. Men det var ikke helt så let at se i foråret 1941, som det var i maj fire år senere. Så familien står ikke på samme side af
grænsen i dette spørgsmål. Alligevel lykkedes det familien at bevare gensidig respekt og kærlighed. At holde sammen. Trods forskellige synspunkter lykkedes det
dem at komme gennem diverse kriser. En sympatisk familie, en veluddannet, tænksom samling mennesker. Grebet af tidens store hånd – og rigtig godt gennemrystet.
Pernille Juhls bog er skrevet i et klart og tydeligt sprog. Den er let at læse, ikke fri for at være lidt ”gammeldags” i sin beretter-model. Men der er tale om en
rigtig, god gammeldags roman. Her en slægtsroman om en familie i en i en farlig og turbulent tid.
