Jeg startede, som du kan læse i 2009. Dengang følte jeg næsten, at det var idiotisk. Kunne det nogensinde blive til noget? Man kan da ikke bare skrive en historisk roman. Ja – det tror jeg sådan set, der er mange, der tænker. Jeg opdagede, at hvis jeg dristede mig til at sige noget til venner og bekendte – så nikkede de høfligt og sagde: ‘spændende’. I virkeligheden kunne de nok ikke tage det alvorligt. Der bliver nok aldrig nogen bog … Jeg begyndte at tænke: Hvordan kan folk nogensinde tage min forfatterambitioner alvorligt, når jeg ikke engang selv kan? Jeg bliver nødt til selv at tro på det. Jeg er nødt til at sige: Selvfølgelig bliver jeg forfatter. Vent og se – jeg bliver stor! Tidligere læste jeg en del selvudviklingsbøger – og dem har jeg dykket ned i igen. Mange forskriver at man skal tale højt for sig selv. Gentage mantraer – mange gange (er det 7?) dagligt i en del dage. Det gjorde jeg! Og jeg syntes det virkede. Jeg sagde: “Jeg er forfatter. Jeg er forfatter. Jeg er forfatter ….” “Jeg skriver rigtig godt. Jeg skriver rigtig godt. Jeg skriver rigtig godt …” “Jeg har success som forfatter. Jeg har success som forfatter. Jeg har success som forfatter …” Og jeg syntes, det virkede. Jeg begyndte at tro på det kunne lykkes – og jeg tænkte: Skidt med hvad min omgangskreds tror – jeg tror på det selv!
